Effektivisering af talentudvikling hos Ac Amager Academy ved brug af PHV målinger
- Thomas Jensen
- 9. maj
- 5 min læsning
En mere retfærdig talent selektion
Trænere spiller en central rolle i talentudviklingen. Studier viser dog, at trænere ofte har lavere forventninger til sent udviklede spillere. Selvom mange trænere ret præcist kan vurdere biologisk alder med det blotte øje, favoriserer de alligevel tidligt udviklede spillere. Det skaber en bias i talentudviklingsmiljøer.
Forskningen viser, at forskellen i vækst kan være op til fire til fem år blandt jævnaldrende. Eksempelvis kan to spillere med kun 0,1 års forskel i alder have 1,5 års forskel i biologisk modenhed og op til 22 cm i højdeforskel.
Hvorfor arbejder vi med PHV og relativ væksteffekt hos AC Amager Academy?
Hos AC Amager Academy har vi et klart mål om at give alle vores unge spillere de bedst mulige udviklingsbetingelser – uanset hvornår de rammer puberteten. Derfor arbejder vi aktivt med både relativ væksteffekt (RVE) og Peak Height Velocity (PHV) som redskaber i vores talentudvikling.
Biologisk udvikling betyder noget
Vi ved, at to spillere født samme år kan være flere år forskudt i deres fysiske udvikling. Det betyder, at en sent udviklet spiller måske midlertidigt er fysisk svagere eller lavere end sine jævnaldrende – men kan have lige så stort eller større potentiale på længere sigt. Uden fokus på PHV og RVE risikerer vi at overse eller fravælge disse spillere for tidligt.
Mønster og bias i talentudvikling:
Tidligt udviklede spillere vurderes oftere som talentfulde.
De får mere opmærksomhed, spilletid og ressourcer.
Sent udviklede spillere overses – på trods af samme tekniske niveau.
Dette ses på tværs af lande som England, Spanien, Skotland og Belgien.
Hvad er relativ væksteffekt?
Unge atleter gennemgår deres vækstspurt på forskellige tidspunkter. For drenge i alderen 12-16 år kan der være op til fem års forskel i biologisk udvikling mellem spillere født samme år. Dette fænomen kaldes relativ væksteffekt (RVE). Spillere, der kommer sent i vækstspurten, vil midlertidigt være bagud fysisk i forhold til jævnaldrende.
Et eksempel ses i de to belgiske målmænd, Thibaut Courtois og Koen Casteels. På et billede fra en U15-talentsamling ses en tydelig fysisk forskel mellem dem. Et andet billede viser dem som færdigudvoksede A-landsholdsspillere – her er forskellen udlignet.


Hvad er Peak Height Velocity (PHV) ?
Peak Height Velocity (PHV) er det tidspunkt, hvor en ung person vokser hurtigst i højden under puberteten. PHV er et centralt værktøj i forståelsen og håndteringen af relativ væksteffekt i fodbold. Ved at måle PHV kan trænere vurdere en spillers biologiske alder, hvilket giver en mere retfærdig vurdering af deres potentiale.
Fordelene ved at fokusere på PHV:
Objektiv vurdering: Giver præcis indsigt i, hvor langt spilleren er i puberteten.
Retfærdig talentudvælgelse: Mindsker bias mod tidligt udviklede spillere.
Individuel træning: Gør det muligt at tilpasse træning og skadesforebyggelse.
Bio-banding: Spillere grupperes efter biologisk udvikling frem for fødselsår, hvilket giver mere jævnbyrdige kampe
Formålet med PHV hos Ac Amager Academy
Objektiv vurdering af spillernes udvikling
Ved at måle spillernes PHV får vi indsigt i deres biologiske alder – ikke bare deres fødselsdato. Det gør os i stand til at forstå, om en spiller fx er "sen" eller "tidlig" i puberteten, og vi kan justere vores vurderinger og forventninger derefter - og passe på ham i forhold til load (og skades forbygge).
En mere retfærdig talentidentifikation
Vi undgår at blive "blændet" af spillere, der er fysisk foran deres jævnaldrende, men som måske ikke nødvendigvis har et større potentiale. Samtidig giver vi sent udviklede spillere den tid og støtte, de har brug for.
Individuel træning og bedre udviklingsmiljøer
Med viden om spillerens biologiske modenhed kan vi:
Tilpasse træningsbelastning og skadesforebyggelse
Justere vores krav og forventninger i hverdagen
Sikre, at alle spillere får passende udfordringer - op og ned træning og kamp
Udvikling i fokus
Vi bruger indsigten i den individuelle RVE til at rykke og gruppere spillere i kampe alt efter deres biologiske udvikling frem for fødselsår.
Det giver:
Mere lige kampe
Mindre fokus på fysik – mere fokus på teknik og spilforståelse
Nye udviklingszoner for både tidligt og sent udviklede spillere
Ved fokus på RVE og brugen af PHV - udlignes fysiske forskelle, og spillets fokus flytter sig:
Sent udviklede spillere får bedre muligheder for at vise teknik og spilforståelse
Tidligt udviklede spillere tvinges til at udvikle sig teknisk og taktisk, fordi de ikke længere kan dominere fysisk
Spillet bliver hurtigere og mere komplekst, hvilket fremmer udvikling af fodboldintelligens
PHV og 3+1-reglen i praksis
I DBU’s turneringsstruktur har vi mulighed for at bruge 3 PHV-spillere på fx vores U13 Liga 2-hold. Det betyder, at vi kan lade tre ældre, men sent udviklede spillere spille "ned" – for at matche deres fysiske niveau og give dem en fair udviklingsplatform.
Derudover må vi bruge 1 spiller ekstra, som er et år ældre, uanset udviklingsstatus. Det kaldes 3+1-reglen, og det giver os fleksibilitet i holdudtagelser og sikrer, at vi arbejder med potentiale frem for puberteten.
Hvordan måler man relativ vækst?
En algoritme fra Mirwald et al. (2002) bruges til at estimere PHV. Følgende målinger skal bruges:
Fødselsdato
Måledato
Højde
Siddehøjde
Vægt
Målingerne tager 1-2 minutter og må kun udføres i miljøer med fagfolk.
Den uddybende beskrivelse af RVE
I rapporten "Relativ Væksteffekt i Fodbold" fra DBU fremhæves det, at PHV-målinger er en effektiv metode til at forstå og håndtere de udfordringer, der opstår på grund af forskelle i biologisk udvikling blandt unge fodboldspillere. Ved at integrere PHV i talentudviklingsprocessen kan klubber og trænere sikre, at alle spillere får lige muligheder for at udvikle deres fulde potentiale, uanset hvornår de når deres vækstspurt.
Relativ væksteffekt og ulighed blandt unge atleter Sherar et al. (2005) illustrerer nedenfor i figur 6, at de tidligst udviklede atleter (Early Mature) begynder vækstspurten som 10-11-årige, de gennemsnitligt udviklede (Average Mature) som 11- 13-årige, mens de senest udviklede (Late Mature) begynder deres vækstspurt som 13-14-årige

Atleter kan derfor gennemgå deres vækstspurt op til 4 år forskudt af hinanden. Baxter-Jones (2019) illustrerer med et praktisk eksempel i figur 7, hvordan ni atleter, der alle har en kronologisk alder mellem 13,50 år og 14,49 år, er på forskellige stadier i deres vækstspurt. Særligt fremhæves atlet A og E, hvor forskellen i kronologisk alder er 0,1 år, mens forskellen på deres biologiske udvikling er 1,5 år. Aktuelt er A 22,3 cm højere end E, men det forventes, at E bliver 4,5 cm højere.

Nyere forskning om ulighed i talentudvikling kredser om relativ væksteffekt og finder, at nøglepersoner i talentudviklingsmiljøer vurderer tidligt udviklede atleter til at have et større potentiale end sent udviklede atleter. Hill et al. (2020a) finder, at der på et anerkendt talentakademi i England er en klar tendens til, at de identificerede og selekterede spillere er tidligt udviklet. Samme tendens ses i spansk (Bidaurrazaga-Letona et al., 2019), skotsk (McCunn et al., 2017) og belgisk (Vandendriessche et al., 2012) fodbold. Dertil viser forskningen, at relativ væksteffekt er en større udfordring i drengefodbold end pigefodbold, fordi der foregår et større fravalg af spillere (Baxter-Jones et al., 2020).
Forskning inden for relativ væksteffekt finder generelt, at tidligt udviklede fodboldspillere præsterer bedre end sent udviklede på fysiologiske parametre, mens der ikke er forskel på deres fodboldtekniske evner (Gouvea et al., 2016; Rommers et al., 2019; Vandendriessche et al., 2012). Lovell et al. (2019) undersøger australske U15-fodboldspilleres løbepræstationer i kampe og finder, at sent udviklede spillere løber længere distancer med høj hastighed end tidligt udviklede spillere. Forfatterne antager, at sent udviklede spillere er nødsaget til at arbejde relativt hårdere grundet deres fysiologiske underlegenhed og derfor hele tiden må søge områder på banen, hvor de undgår fysisk kontakt med større jævnaldrende (Lovell et al., 2019). Det medfører en konsekvens for sent udviklede spillere, da de vil være udfordret konditionelt og have sværere ved at udføre gode og intense aktioner, når de kommer i boldbesiddelse.
Referencer:
Comentarios