Et stærkt fællesskab i centrum for Nørhalne Elite Cup
- Betina Slot Olsen & Michael Dyhr Richmann
- 12. jun.
- 4 min læsning
Opdateret: 27. jun.
Skrevet af Betina Slot Olsen & Michael Dyhr Richmann

Når fodbold og fællesskab for alvor går hånd i hånd, opstår der noget helt særligt – og netop dét var tilfældet, da seks af Akademiets hold drog afsted til Nørhalne Elite Cup i slutningen af maj. På tværs af årgange- og niveauer blev det en oplevelse, der i lige så høj grad handlede om samhørighed uden for banen som præstationer på den.
Alle seks deltagende hold boede samlet i én stor hal, hvor relationerne hurtigt voksede sig stærke. Der blev hygget på madrasserne og traditionen tro – grinet i soveposen, når der skulle være ro – og vigtigst af alt: der blev bakket op om hinanden.
Det sociale samvær og holdånden var i højsædet, og det var tydeligt, at med 75% af akademiet repræsenteret til den samme turnering, alle fragtet i de samme busser på tværs af landet og med fællesovernatning i en stor hal – så blev der skabt relationer på tværs af årgangene. For selvom resultaterne – som du kan læse nedenfor – var flotte og talrige, var det akademisammenholdet, der gjorde Nørhalne Elite Cup til noget helt særligt.
Med de ord byder vi velkommen til juni måneds nyhedsbrev.
I denne måned kommer artikelfokusset til at centrere sig om Nørhalne Elite Cup, hvor seks af akademiets otte hold netop har været til stævne.

I det følgende kan I læse jer ind i præstationerne for de forskellige hold;
U10
U10 Efter en hård pulje fik U10 gang i sejrene og gjorde rent bord med sejre i placeringsspillet. Første placeringskamp efter puljen endte dog ud i en straffesparkkonkurrence, hvor Amagerdrengene trak det længste strå. Sidste sejr mod Viborg FF endte i et rent målorgie med cifrene 7-1. Stærkt U10!
U11
Akademiets U11-årgang stillede med to hold. U11-holdet der stillede op i eliterækken, endte med to sejre og et nederlag, som 2´er i gruppen. Det gav adgang til finalepuljen, hvor blandt andre AaB ventede. Her gjorde AaB rent bord, imens AC’s U11-drenge kæmpede sig til en flot andenplads! Flot med sølv i så stærk turnering! U11A-holdet spillede en fremragende turnering. De gjorde rent bord i puljen og fortsatte sejrsrækken frem mod finalen, hvor de stod til at møde Hjørring. Finalen mod Hjørring endte med en 4-0 sejr til AC Amager. Flot med en turneringssejr. Tillykke U11A!
U12
U12-drengene var havnet i dødens pulje med både AaB og Boo FF – et stærkt spillede hold fra Sverige. Efter et par hårde kampe endte drenge i B-slutspillet. Her fandt knægtene storspillet frem og endte med at vinde gruppen. En fornøjelse at se U12-drengene vokse hen over turneringen og slutte sindsygt flot af!
U13
U13-drengene var ligesom resten af akademiet hold tildelt plads en i Elitegrupperne. På forhånd havde træner-Alex meldt op, at han mente de havde niveauet til at spille med selv om, især de udenlandske hold så skrammende ud. Lad os sige med et samme – Alex fik ret. U13-drengene valgte at levere årets bedste præstation i puljen. Med tre sejre og en uafgjort endte gutterne som 1´er i puljen og dermed klar til semifinalen. Her ventede FC Midtjylland. En kamp som desværre blev tabt 3-1, men hvor AC Amager var med til det sidste. I kampen om 3-pladsen endte hollandske SC Heerenveen med slå AC med cifrene 4-1 i en kamp, som teknisk var på et meget højt niveau.
U14
U14 stod i puljen overfor fire kampe. På forhånd havde trænerteamet spået kampen mod svenske AIK Stockholm til at være nøglekampen, hvis gruppen skulle vindes. De fik ret. Med lutter sejre fra AC Amager og AIK Stockholm skulle den indbyrdes kamp ende op i en gruppefinale. Forud for kampen havde AIK et plus i målforskellen, der gjorde at AIK kunne nøjes med uafgjort. I en lige kamp bringer AC sig foran 1-0 inden AIK Stockholm i overtiden får reduceret til 1-1. En brutal afslutning for U14-knægtene, som vandt resten af kampene i 2´er-spillet. Med fem sejre og en uafgjort i seks kampe må turneringen dog siges at være mere end godkendt!

U15
Med hold som Glasgow Rangers, Bologna FC, FC Utrecht, Queens Park Rangers, Nice OGC, Rosenborg BK, så U15 rækken virkelig skrammende ud. U15 fik da også hård modstand. Dette til trods, så endte de midt i puljen. Det resulterede i en kvalificering til slutspil C. Her ventede Vejle Boldklub. En vild kamp som endte med et nederlag i straffesparkskonkurrencen. Ærgerligt! Alligevel er der grund til optimisme – U15 imponerende ved at vise solid styrke i et felt af nogle af Europas store klubber!
Sidst, men meget vigtigt; Så skal der lyde en STOR TAK til de frivillige forældre der agerede holdledere og hjælpere ved Nørhalne Elite Cup. Uden jer er sådan en tur ikke mulig – tak for indsatsen. Sammen er vi stærkere og sammen skaber vi et Akademi, hvor hvor elitefodbold og sammenhold går hånd i hånd!
Kort nyt:
Tak til alle de akademidrenge, som hjalp til med en dommertjans ved B1908-/FA Amager Cup. I samme moment; tak til alle de frivillige forældre, som har stået i bod og samlet penge ind til Amager Venner.
En venlig påmindelse – AC Amagers store begivenhed nærmer sig!
Vi tæller ned til en helt særlig dag, hvor vi sammen sætter gang i en ny tradition:
Vores store 12-timers løb og sæsonafslutning den 21. juni!
Vi glæder os til at afslutte sæsonen i ægte AC Amager Academy-ånd – nemlig fællesskab på tværs af alle årgange. Vi håber I vil være med til at gøre dagen både festlig og meningsfuld.
Tag hele familien under armen og kom og vær med til en fantastisk dag på stadion!
Dagens højdepunkter:
Det traditionsskabende 12-timers løb
Amager-mesterskaberne i straffesparkskonkurrence – endnu en god grund til at blive hele dagen!
Støt en god sag
Har du lyst til at støtte med et valgfrit beløb – stort som småt – kan det gøres via
MobilePay til 43015. Bidragene går både til børnecancerfonden, Amager Academys venner og AC Amager Academy.
Vi håber at se jer alle til en uforglemmelig dag fyldt med glæde, fællesskab og god energi!
De bedste hilsner
AC Amager Academy









